Admin

Login to your account

Username *
Password *
Remember Me

Ann-Meretes Historie

Ann-Merete Petersen, formand for Holbergcentrets Venner

frivillig Rosa 011b

 

Jeg blev frivillig, da min far kom på plejehjem på grund af en blodprop, der gjorde ham halvsidig lammet. Det blev den udløsende faktor. - Jeg var blevet frivillig alligevel, hvis min far ikke var kommet der. Det kunne have været, at jeg var blevet frivillig i forhold til børn, unge, handicappede eller noget andet.

Det er selve frivillighedstanken, der er vigtig for mig. Drivkraften for mig, det er en stærk tro på fællesskabet, og på sammenhold. Det, at vi er fælles om noget, og de relationer, vi har og får lavet, det er for mig livets mening. Der er selvfølgelig meget stor forskel på relationer. Der er familierelationer, der er relationer mellem venner, kammerater, sociale og faglige relationer. Alle relationer er forskellige. De er vigtige. De er ikke lige vigtige, men de er alle sammen vigtige, og betydningsfulde.

Det er sammenholdet, fællesskabet og relationerne, der er vigtige i det at være frivillig. At være frivillig handler om at række ud over sin egen næsetip, at føle: ”her gør jeg noget, - ude i verden!”

- Det kan godt være, at jeg får lidt tilbage. Det er ikke det, der er målet. Det, der er målet, det er, at jeg gør noget, der er ud over mig selv. Jeg tror, at den trang ligger dybt i mennesket. Lige meget hvor individualistisk en retning, samfundet kan tage, så er det altid fællesskaberne, der er det bærende. Der er vel ingen tvivl om, at vores samfund i en hel del år er gået i en mere individualistisk retning. At gøre noget for andre mennesker, det har der ikke været ret meget hype i. Men lysten til og trangen til at være med i fællesskaber ligger under overfladen, og den er grundlæggende for alting.

Jeg oplevede på egen krop, at på et plejehjem, der kommer man dybest set ikke frivilligt. Der kommer man på grund af mange funktionstab, og fordi man ikke længere basalt kan klare sit liv alene. Der er fin pleje, og fin omsorg. Men der var en stemning af, at det menneske blev puttet lidt af vejen. Det var alligevel som om, at ”puh ha!, nu behøver vi ikke længere koncentrere os om det mere, nu behøver vi ikke at se på den armod”, som der jo er ved svære funktionstab. Et menneske, som hele livet har bidraget til fællesskabet og samfundet, bliver plukket ud og anbragt på plejehjem, og føler sig nu på en måde ekskluderet, og dybest set ikke regnet med mere.

Jeg dannede en venneforening med det formål at forsøge at skabe mere liv, og få det omgivende samfund til i det mindste at debattere, hvad er det, vi gør med vores ældre, hvad er det, der sker? Vi forholder os ikke ret meget til det at være på plejehjem. Der er noget at hente i at være sammen med ældre mennesker med vildt mange erfaringer, som de kan dele. Det handler om at have en dyb respekt for det enkelte menneske, uanset, hvor det er henne i livet.

I venneforeningen forsøger vi at have et café-arrangement en gang om måneden, hvor vi inviterer pårørende, børn, børnebørn, oldebørn, venneforeningen og meget gerne også folk ude fra. Der er nytårskur, fastelavnsfest, forårs- og efterårsfest, olympiade om sommeren og udflugter. Vores mål er, at vi hen ad vejen kan få skrabet så mange penge sammen, at vi kan komme på ferie, f.eks leje et sommerhus. Man har brug for at komme uden for sit hjem for at blive stimuleret, ellers går man i stå. Vi håber, at venneforeningen bliver så stor, at der vil komme nogen, som siger ”det har jeg overskud til! - Jeg elsker at gå på biblioteket, jeg vil gerne tage dig med på biblioteket, hvis du har lyst til det.” Eller man kunne bare gå en tur i byen eller på café Intro og tilbage igen og få en kop kaffe!