Sidste nyt fra Frivilligcenter Sorø
Så er vi snart i gang med sidste etape af renoveringen!
Det store rum i den gamle stationsbygning står nu for tur. Som det ofte sker med gamle bygninger, har der været nogle uforudsete overraskelser undervejs, men efter grundig rådgivning er vi nu klar til næste skridt: inden længe bliver der lagt et helt nyt loft. Det glæder vi os rigtig meget til.
Aktiviteter i Frivillighuset lige nu
Selvom vi endnu ikke er helt færdige med byggeriet, summer huset allerede af liv og aktivitet:
- Åben mandegruppe: tirsdag-torsdag kl. 10-13
- Administration: tirsdag-torsdag kl. 10-12.30
- Reparationsværksted: tirsdag fra kl. 10-14
- Sundhedspersonale på besøg: hver 1. tirsdag i måneden, hvor de har en uformel snak med vores 60+ mandegruppe
Derudover låner Frivilligcenter Sorø lokalerne til deres dialoggrupper. Mange af deltagerne er sårbare borgere og derfor er disse møder ikke slået op offentligt.
Hvis du selv står i en sårbar situation og kunne have gavn af en dialoggruppe, er du altid velkommen til at kontakte os for at høre om mulighederne for at bruge Frivillighuset.
Når Frivillighuset står helt færdigt
Det vigtigste for os er at bygge videre på de netværk, der allerede er skabt.
Vi vil invitere foreninger og initiativer ind, som vi kan se vil få glæde af samarbejdet.
Allerede nu kan vi fortælle om vores reparations-netværksgruppe, hvor vi er i gang med at etablere reparationsværksteder i hele Sorø Kommune.
Det kræver et fast, stort mødelokale, hvor nye projekter kan udvikle sig – og det får vi nu.
Frivillighuset skal også være en motivator og inspirator for hele kommunen.
Vores tanke er at afprøve nye idéer i mindre skala her i huset, før de foldes ud til større projekter. For eksempel arbejder vi på et åbent kreativt værksted hver mandag og onsdag for sårbare borgere – et projekt, vi håber at kunne brede ud til resten af kommunen.